Drømmen om at blive skuespiller

The dream of becoming an actressHar man en skuespiller gemt i maven, og har det altid været en drøm at stå i projektørlyset på de skrå brædder? Her kan man læse om optagelse på skuespillerskolerne og jobbet som skuespiller.

De tre skuespillerskoler

I Danmark findes der tre skuespillerskoler, der ligger i de største byer, København, Aarhus og Odense. Uddannelsen varer 3 år, og der er ingen andre adgangskrav end en optagelsesprøve. Til gengæld bliver der kun optaget otte elever på hver skole om året, så der er særdeles hård kamp om pladserne. Bliver man optaget, kan man se frem til undervisning i blandt andet tale, sang, teater- og idehistorie, fortolkning af dramatiske tekster og bevægelsesfag som ballet, moderne dans, kontaktimprovisation og principper fra yoga. Derudover skal man arbejde med mikrofonteknik, speak, kamerabevidsthed og forskellige genrer. Man skal naturligvis også i praktik undervejs i sit uddannelsesforløb.

Jobbet som skuespiller

At arbejde som skuespiller er meget mere end at stå på scenen og modtage publikums hyldest. Det er hårdt arbejde med mange timer, og en stor del af tiden går med indstudering og repetition. Derfor kræver jobbet også en stor mængde selvdisciplin og dedikation. Mange steder arbejder man 6 dage om ugen, hvor man har prøver om dagen og optræder om aftenen.
Som uddannet skuespiller kan man arbejde både på teatre, tv og film, og mange bliver senere i deres karriere instruktører eller undervisere. Man kan også supplere sin viden fra skuespillerfaget ved at læse teatervidenskab eller dramaturgi.
Man skal være god til at observere andre og til at leve sig ind i følelser og stemninger. Er man film- eller tv-skuespiller, skal man derudover ofte springe ind og ud af rollen, og det kan være krævende både fysisk og psykisk. At være skuespiller er i det hele taget hårdt arbejde, men meget givende, hvis man virkelig brænder for faget.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *